tirsdag den 17. januar 2012

Registrere hunde sygdom?

Ja, man skulle næsten tro det, når man så, hvordan hundene ændrede adfærd og, hvordan M slappede af under hans besøg her sammen med hans bedsteforældre. Egentligt var deres besøg her nok en form for flugt handling, da M er en temmelig alvorlig psykisk syg dreng på 10 år. Af bedsteforældrene havde ham, skyldtes ene og alene at forældrene skulle have et pusterum, så de kunne bruge deres tid på M lillebror. Bedsteforældrene er den eneste aflastning den meget hårdt ramte lille familie har. Kommunen har på trods af anbefalinger fra hospital om aflastning stadig valgt at give familien afslag på aflastning med begrundelse af at det gik godt i skolen. Hospitalet skrev også, at hvis ikke deres anbefalinger blev fulgt kunne M blive psykotisk igen.


Det var en fornøjelse, at se, hvordan særlig Danny tog M på en helt anderledes måde, end det vi er vant til at se. Han var meget forsigtig og passede på ikke, at gøre M fortræd. Det var som om han kunne mærke, at M er syg, men det var også meget tydeligt, at der var en gensidig kontakt mellem de to. Så vidt jeg har erfaret, så har M aldrig været voldelig og aggressiv over for dyr, som han desværre tit er overfor familien. Det tror jeg hundene kan mærke. M hyggede sig hele eftermiddagen sammen med Danny og Rino. De legede med hundenes aktivitets spil til stor fornøjelse for dem alle tre.


M var desuden ude og gå tur med Rino, hvilket Rino nød. Jeg fik endvidere et langt foredrag om marsvin, et dyr jeg selv havde som barn.

 
Jeg er selv ikke i tvivl om, at dyr kan mærke, hvis noget ikke er som det skal være. Vi så det med Rino og Namba i hendes sidste tid. 14 dage inden vi opdagede et meget grimt inficeret sår på hendes ene lår, viste Rino meget stor interesse for området, næsten en klæbende interesse. Vi fik det behandlet, men desværre vente det tilbage efter få dage med en fornyet styrke, og trods behandling endte op med et kæmpe krater. Vi og dyrlægen havde en formodning om, at det var cancer på grund af den meget specielle lugt, men også på grund af Rino’s opførsel.
Tilbage til M, som jeg kunne godt ønske fik et aflastningsophold et sted, hvor der er dyr, inden familien selv køre helt i sænk. Man skal ikke blive ved med at tro, at bedsteforældrene kan klare opgaven fysisk og psykisk, når forældrene allerede er kørt helt ned med så svært et handicappet barn. Jeg er næsten sikker på, at havde familien selv mulighederne for at give M et dyrehold, som er så godt for hans psyke, så have de gjort det for længst.
Jeg fik senere på aften en SMS om, hvordan M havde snakket om den sorte hund (Danny) og om, alt det han nu skulle gøre i drømmene sammen med Danny. Der er ingen tvivl om, at mine hunde har virket som positiv terapi på M.
Næste morgen fik jeg desværre en SMS på at M igen befandt sig i en psykotisk tilstand og var ekstremt aggressiv. Her har jeg en bøn til jer læsere – jeg kan se, at der er mange her på bloggen, men desværre kun meget få kommentar, hvilket også er helt i orden med mig. Her denne ene gang, vil jeg meget gerne høre om I har nogle erfaringer til, hvad denne her psykisk hårdt plaget familie kan gøre, når sygehusvæsen og de forskellige psykiske handicaporganisationer fortæller familien, hvilke rettigheder de har, men deres kommune blankt afviser at hjælpe?? Familien har flere gange overvejet, at flytte fra kommunen, men har valgt at blive grundet lillebroderen er faldet så godt til i skolen og har et godt netværk. Det ville gå hårdt ud over den sarte dreng, som har det hårdt nok i forvejen med M som storebror. Samtidig har familien ikke de økonomiske midler til at kunne flytte i noget større.
Bedsteforældrene er vore meget nære venner, som vi kan se er ved at køre ned på grund af M, men som sagt så har forældrene ikke andre muligheder for aflastning. Vi vil meget gerne hjælpe, men er magtesløs. Så derfor ved du hvordan man kan trænge igennem til en nægtende kommune? Så meld ud. PleaseJ
Familien har gennemlæst og godkendt dette indlæg.

9 kommentarer:

  1. Det du beskriver er vel noget af en 'landeplage' i vores ellers så velfungerende samfund. Jeg har hørt igen og igen om forældre som står magtesløse når det drejer sig om deres psykisk syge barn. Herfra er der ikke noget råd, udover at man må erkende at hjælpen ikke vil komme udefra, men at det er ved hjælp af egen indsats og optimisme. sikkert ingen trøst :(

    Derudover er jeg en af dem der sidder fast klistret til fjernsynet hver aften kl. 18.30 Jeg ser nemlig "The Dog Wisphere" på National Geografik kanalen......og jeg har ingen hund ;O)Det er helt fantastisk hvad man kan lære om mennesker og dyr i den udsendelse. Prøv selv at teste programmet ud Fru Bæk :O))

    SvarSlet
  2. Kære Susanne. Og det kalder vi velfærds Danmark?? Man skammer sig næsten over at være dansker, når man ser, hvordan de svageste i vor samfund bliver behandlet. Det er lidt af den der med Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå.
    Jeg kender godt udsendelsen med Cesar Millan, og jeg ser den også, når jeg kan finde tid til det. Han er en person, der kan dele hundefolket i to lejre. Nogle er vilde med ham og andre afskyer hans metoder. Personligt er jeg både og, da man ikke ser hele sandheden :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder svært for familien. Jeg har ikke nogen råd at give, men som forældre må de vel passe på sin egen psykiske tilstand og forsøge at være optimistiske.

      Jeg er enig med dig i alt hvad du skriver....men jeg er stor fan af Cesar Millan.Skidt med om har ret i alt - det er der jo ingen der har! :O)

      Slet
  3. Jeg har desværre ikke andet end min sympati at tilbyde, jeg synes tit man hører om stramninger på vigtige sociale områder, og det kan jo undre, når man ser hvad samfundet ellers har råd til.

    SvarSlet
  4. Ja det er en svær problematik. Som jeg heller ikke kan give et knips med fingrene løsning på. Det ville ellers være dejligt. Kunne jo tyde på, at det ville være godt med en hund i det hjem. Men det løser jo ikke problemerne for familien andet end, at dyr kan noget, som vi mennesker ikke kan. Synd at der bliver sparet de forkerte steder.
    Øv.

    SvarSlet
  5. En dybt rørende historie, som jeg desværre heller ikke kan hjælpe med...men jeg er overhovedet ikke i tvivl om at dyrene fornemmer og sanser meget mere end vi kan være med på. Og hvad angår de svageste i samfundet er det vist en udvikling der har været på vej længe, der skrives bare ikke så meget om det og vi opdager det først den dag vi selv eller nogle i vores omgangskreds - af en eller anden grund - bliver ramt. Vi kan ikke længere bryste os af at have et stærkt socialt netværk.
    Jeg håber det allerbedste for den lille familie, inden de alle bliver slidt op - for der er ingen tvivl om at det kræver overskud, og hvem kan ha' det i den situation...!?

    SvarSlet
  6. Jeg ville netop have foreslået dig at sætte den på FB, men jeg kan se, at det har du klaret. Jeg har delt den i håb om, at nogen i min omgangskreds kan give gode råd.
    Min yngste søn arbejder dagligt med den slags børn, han fortæller mig somme tider nogen episoder derfra. Så tænker jeg, hvor skal vi være glade for, at vi har fået sunde og raske børn. Det er ingen spøg med sådan en gut. Min søn arbejder på Enghaveskolen i Odense, der er rigtig mange af den slags børn, nogen meget hårdt angrebet og andre knap så angrebet, men det er bestemt ikke rart for familien.
    Jeg håber det lykkes for dem at få kommunen overbevist om, at de skal have hjælp. Det er sørgeligt, at kommunerne har brugt så mange penge, at alt bliver sparet væk.

    SvarSlet
  7. Tak til alle jer der har læst/kommenteret dette indlæg.
    På gode dage er M meget bevidst om sin situation - hvilket bestemt ikke gør livet lettere for hverken M eller os der er hans nærmeste familie-vi gør vores bedste alle sammen,men det er jo desværre bare ikke godt nok:-(
    Endnu engang TAK fordi du brugte tid på at læse/kommentere dette opråb. Hilsen M's mormor

    SvarSlet
  8. Kommunen har pligt til at informere familien om, hvilke ankemuligheder kommunens afgørelse kan indbringes for. Det er ikke sikkert, de gør det per automatik og er dette ikke tilfældet her, er det nok klogt at rådføre sig andre steder forinden I går i flæsket på kommunens sagsbehandlere - de har jo uanede ressourcer i kraft af vores allesammens skattepenge....

    Så jeg ville starte med at kontakte foreningen SIND for rådgivning og vejledning. Jeg er sikker på, at de enten har erfaring i denne type sager eller kan henvise til nogen som har.

    mvh Lone

    SvarSlet

Læg gerne en lille hilsen, når du besøger min side, så vil jeg blive glad.