onsdag den 28. september 2011

De tyske alper.

Søndag, dagen efter vi havde besøgt Venedig, drog vi rimelig tidligt afsted mod nord. Vi havde ikke kørt ti kilometer før trafikken gik i stå. Den næste halvanden time gik i snegle fart, og vi kom kun 20 kilometer i alt den tid. Årsagen var turens gudskelov eneste trafik ulykke. Vi kørte over Udine i det østlige Italien på vej mod nord. Hvor vi på vejen ned kørte udenpå bjergsiderne og over en del høje broer, så gik det gennem mange tunneler på vejen op. Tunnelerne kom så tæt, at vi lige kunne slippe en tunnel, før vi var i den næste.


Der lå en del varmedis over bjergene. Trods det lykkedes det at få taget nogle rimelige billeder af nogle af de mange slotte på bjergtoppene. Jeg undrer mig tit over, hvordan de har fået slæbt byggematerialerne op ad de stejle bjergsider. Resultatet af datidens arbejde er et meget betagende syn.


Køreturen blev ikke så lang den dag, da vi ville op i alperne. Vi fandt en lille hyggelig campingplads Camping Winkl-Landthal i Berchtesgaden lige midt i den skønneste natur. Det var en lille bjerglandsby med tyroler pelargonier overalt. I byerne var der meget flotte beplantninger af buske, stauder og sommerblomster alle steder. Desvære fik jeg ikke taget billeder af det, da jeg lagde mig syg aften efter vi ankom.

Informationen med pelargonier og bede med beplantning. Lige her på pladsen var det dog ikke så velholdt, men alligevel smukt.



Trods det jeg var syg, tog vi alligevel på tur til Salzburg. Vi havde nemlig fundet et sted, hvor vi kunne købe Barf (hundemad) til hundene. Mens vi var i Salzburg, ville vi have været oppe og se det gamle slot, men det var som, at finde en nål i en høstak med parkeringspladserne. I stedet kørte vi de 30 kilometer tilbage til Berchtesgaden, hvor vi blandt andet kørte op mod Khelsteinhaus, som er Hitlers te hus. Vi kom ikke helt op, da jeg havde det rigtig skidt og bare ville hjem til vognen igen.

Her er lidt billeder udenfor pladsen.
Efter nogle dage, hvor jeg havde fået det bedre, gik vi tur med hundene i øsende regnvejr - hvilken nydelse efter den støvede varme i Italien. Vi gik på en skovsti nær trafikeret vej og jernbanen, da der lige pludselig få meter foran os rejste sig fem enorme køer. Jeg behøver vist ikke, at sige, at hjertet sad helt oppe i halsen på mig lige det jeg så dem. Hundene? De sagde ingenting, de kiggede bare på de smukke dyr med de meget store og venlige mørke øjne, hvorefter de gik videre som ingenting var sket. Det er lige i sådanne situationer, at man ærger sig over ikke, at have kameraet med.



De fleste dage her gik med bare at slappe af og gå ture med hundene. Arbejdet med Danny blev kun til nogle få øvelser.
Vi sad en del af tiden under markisen og nød udsigten, med bækken klukkende ved siden af. 

Når vi sad under markisen havde vi den smukke udsigt til bjergene.

Og jo, vi griller næsten altid, også når vi er på ferie.


 Den morgen vi havde besluttet os for, at fortsætte turen mod nord og vi havde pakket det hele sammen, opdagede vi, at campingvognen var punkteret. De forsinkede os en dags tid. Til alt hel kunne vi få dækket lappet i nærheden og ovenikøbet til billige penge.

Dagen efter lykkedes det os at komme videre mod nord. Det var dejligt, for jeg var begyndt at længes hjem. Vi havde endnu engang et langt stræk foran os.


Auf Wiedersehen

Gute fahrt.

tirsdag den 27. september 2011

Marina di Venezia

Vi fortsatte turen ned over det meget smukke Brennerpas. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har det godt med at hænge udenpå bjergsiderne, og køre på de høje broer, men jeg er utrolig glad for,at jeg fik den smukke og storslående natur af se. Her er vi på vej ind til Brennerpasset. På selve Brennerpasset ligger grænsen mellem Østrig og Italien, og her skulle vi have en motorvejsbillet, som først blev indløst lige udenfor Venedig eller Venezia som byen hedder i Italien.


Da vi endelig efter mange kilometer kom ned i dalen fra Brennerpasset, var det blevet tid til en pause. Her skal jeg lige love for at varmen var kommet til -  hele 33 grader, og her var tørt overalt. Hele vejen langs de italienske motorveje så vi æble- og druemarker så langt øjet rakte. Store vandkanoner var sat til, for at hamle op med den tørre jord. Det var stik modsat af det, som vi så i Tyskland og i alperne, hvor alt var så frodig grønt.

Vi havde besluttet os for, at vi ville til Lidoen på camping Marina di Venezia, da vi havde hørt, at man ikke behøvede, at forlade pladsen i den tid besøget varede.

Jeg må sige, at det er en plads, som er yderst velegnet, hvis man har børn med, men det er bestemt ikke en plads, hvis det er freden og roen man søger. Jeg vil nok samligne pladsen med Jesperhus, som ligger på Mors, da her var skønne beplantninger overalt. Der var nerie, som var over to meter høje i pink og hvide nuancer. WOW!!



Der var også mange bede med Flittige Lise eller Hans. Jeg kan ikke se forskel på dem :-) men smukt var det.



Desuden var det mange spændende eksotiske træer.


Træerne gav skygge for den stærke varme og sol. Selvom vi kun var i starten af september, var bladene allerede godt på vej ned. Jeg tror, at det skyldes de meget tørre forhold.
Vi havde ikke mange valg muligheder for at vælge en plads, da der næsten var udsolgt. Her har vi dog fået en plads i sand til venstre i billedet. Tror mig. Vi havde sand med hele vejen hjem til Danmark trods den daglige støvsugning.


På pladsen var der meget fine sanitære forhold. En ting der slog mig var, at der ikke var døre og vinduer ud til. Det var bare åbne huller i væggen. Dog var der sat døre op til baderum og toilet, så man kunne klare sit ærende i fred, men som man kan se på billederne var der åben til himlen.


Pladsen Marina di Venezia er det op mellem en stor afdeling for campister uden hunde, og en mindre (stor) for os med hunde. I det område, hvor vi lå, som kun var en lille del af hundepladsen, var der alene flere hundrede hunde. Enhver der har hund ved, hvilken kædereaktion der kan give, når en hund begynder at gø.
Lige ved siden af den plads vi fandt, var udgangen til en af pladsens luftearealer. Her ses kun en lille del af området, hvor græsset nærmest er svedet væk. Egentligt var det sjovt og sidde og betragte alle de forskellige hundeejere der kom forbi. De fleste havde to og tre, store som små hunde. For Danny blev det dog lidt for stressende ind imellem, mens Rino bare lagde sig ned og sov.

Pladsen sørgede også for høm høm poser til alle de mange hundrede hunde.
Et sted på campingpladsen er der også et gravplads for dyr. Den fandt vi dog ikke, men når man så nogle af de hunde, som folk havde taget med, så kan jeg godt forstå nødvendigheden af en sådan - desværre. Nu skal man ikke dømme andre, men jeg havde ikke slæbt mine hunde med på ferie i den tilstand, som flere var i.

Pladsen havde alt, hvad man havde brug for af butikker lige fra supermarked, grønthandler, isenkram med alt til camping, frisør, tøjbutik, post, bank og mange andre.

Den måde som de holdt ren på pladsen gav rigtig mange stjerne hos mig. Der blev tømt skrældespande to gange om dagen. Alt blev fejet og gaderne blev spulet dagligt. Ulempen var bare, at der konstant var en trafik og larm hele tiden, dog lige med undtagelse af siestaen mellem 13 og 16. I samme periode blev der spæret af med gitter, så man heller ikke kun komme til eller forlade pladsen. Det er en ting, som vi ikke er vant til herhjemme.




Vi kom torsdag aften. Havde en hviledag fredag og om lørdagen valgte vi, at tage en tur ud til Venedig. Vi tog bilen de få kilometer ned til Punta Sabioni, hvor vi tog færgen ud til Venedig. Det var rigtig varmt den lørdag over 35 grader, så vi havde fyldt begge rygsække med drikkevand til os og hundene. Både hundene og vi nød den ca. 40 minutter lange sejltur, selvom hundene kæmpede med den tvungen mundkurv i starten. I Italien skal hunde over en hvis størrelse bære mundkurv i offentlige transportmidler.



Indsejlingen til Venedig er utrolig smuk. Ja, i det hele taget er Venedig en smuk og romantisk by. Men jeg tager aldrig hunde med ind til sådan et gedemarked mere. Udover varmen var der ufattelig mange mennesker, vinden var stillestående og det var svært at finde rundt. Danny var krop umulig at have med. Det var ikke hans skyld, men han blev stresset af det her. For hundenes skyld tog vi hjem efter et par timer med rigtig mange drikkepauser. Ja, der var langt mere ro på campingpladsen!!
Vi er nu glade for, at vi fik den oplevelse med at se byen med de oversvømmede gader.






Hjemme på pladsen fandt vi grillen og et godt glas rødvin frem. Vi diskuterede dagens oplevelser, men blev enige om, at det her ikke var noget for os. Vi satte os for at pakke sammen og sætte kursen mod nord søndag morgen. Målet var alperne i roligere og køligere omgivelser.

søndag den 25. september 2011

Sydover

Endeligt kom dagen, hvor vi kunne stikke sydover. Planen var oprindelig, at vi skulle være kørt 4 dage før, men min kære husbond havde taget fejl af sin weekend, så der således stod arbejde på kalenderen. Det betød også, at vi måtte aflyse et havebesøg i det nordjyske, som jeg havde glædet mig rigtigt meget til. SURT SHOW men vi vender tilbage senere kære J.


Da vi havde spændt campingvognen for satte vi kurs mod Rødby havn.

Vi havde en lille tissepause ved Farøbroen, hvor det blæste en halv pelikan.


På færgen holdt vi på første paket, hvor vi kunne følge med i, hvor langt vi var fra kajen.

Vi var lige et hurtig smut inde omkring bordershoppen, hvor vi handlede lidt kondivand til turen. På grund af blæsten sad vi og snakkede om, at vi måske ville strande ved Femersundbroen. Heldigvis havde de ikke lukket broen da vi nået dertil.
Derefter fortsatte vi turen ned til Harzen, hvor vi havde planlagt, at vi ville overnatte.


Undervejs havde vi en del regn og sorte skyer. Fordelen ved at have campingvognen med på krogen er, at man kan køre efter vejret, hvis det ellers ikke følger os.

Vi nåede til Bad Harzburg i Harzen ved 21 tiden, hvor vi overnattede på en dejlig plads i Göttingerode.

Den første nat havde vi ikke strøm på pladsen, hvilket var lige meget da vi bare skulle sove. Næste morgen skinnede solen selv om det var koldt. Hundene blev luftet og Danny kom desuden ud på et lille spor.

Inden vi kørte fra pladsen var jeg lige rundt og tage nogle billeder af pladsen. Jeg lagde mærke til de mange tagetes, som de havde i alle deres krukker. Jeg har aldrig været vild med den almindelige orange tagetes, men må indrømme at den ser hammerende godt ud i de rigtige krukker og i industrielle mængder. Mon de følger den Dalbyske blog??

Vi kom rimelig tidligt afsted fra Harzen med kurs nedover Kasselbakker. Det blev en dag med mange timer i bilen kun afbrudt af lufteturer for hundene. Sent aften nåede vi til Kratzmühle Camping, som også lå dejligt.



Der var en skøn natur og nogle skønne bede på pladsen.


Desuden var der et rigtig skønt dueslag. Ikke engelsk men tysk håndlavet når det er bedst.



Selv om vi er på ferie, så får hundene ikke lov til, at ligge stille. Her er Danny sat på et langt spor langs en af de utallige majsmarker.


Majsmarkerne lå næsten i et stræk fra nord fra München og hele vejen til Italien, som blev vores næste stop. Vejret blev dårligt, så vi valgte at sætte kursen over det meget smukke Brennerpas i håb om lidt varme og sol.