lørdag den 30. oktober 2010

Koierne.

Vi har en lille flok kælne koier i vores lille havedam på ca 12.000 liter vand. De går ude hele året, men bliver ikke fodret når vand temperaturen kommer under de 5 gr.  De fleste er meget håndtamme, og sutter gerne meget kraftigt på fingerne for at få noget at spise. Vi har en, Zorro, han har endda præsteret at springe helt op af os for at få en godbid. Når det er sommer og varmt, er det bare SÅ dejligt, at sætter fødderne i det kølige vand og få nulleret tæerne af koierne. De får naturligvis en godbid for arbejdet.

Den gyldne dame, Cleo, forsøger om der skulle være en guf fra Namba.

En kronisk sulten flok.

Inden længe indstiller vi fodringen og slukker for pumpen, og så må fiskene klare sig gennem vinteren på bedste vis. Når det bliver koldere dækker vi det meste af dammen til med flamingoplader. Det er altid spændende om fiskene bliver ramt af sovesyge. Det har vi oplevet et par gange med Momo, som er den hvide med den store røde plet og en lille sort plet foran rygfinnen. De andre har klaret vinteren uden problemer.

torsdag den 28. oktober 2010

Claus Dalby rugbrød.

Dalby brødet, som vi kalder det her i huset, er et super lækkert og mættende rugbrød. Til at starte med lavede vi det hundrede procent efter opskriften, men siden hen har vi ændret lidt på den for at tilpasse den til vores behov. Nemlig nul sukker og nul hvede.


Som man kan se på billedet har vi valgt at bage dem i muffins forme. Det gør at vi kan tage de brød op, som der bliver spist, og derved får vi ikke noget spild og udsmidning fordi brødet bliver for gammelt.

Her er Claus Dalbys rugbrødsopskrift:

1,5 l lunkent vand
ca. 250 g surdej
8 spsk mørk farin, rørsukker eller almindeligt sukker
8 spsk kinesisk soya
2 spsk salt
750 g hvedemel (gerne groft)
750 g groft rugmel

Rør det hele grundigt sammen og lad det hæve i skålen et halvt til et helt døgn med et fugtigt klæde over.

Tilsæt derefter:
 0,5 l lunkent vand
1 kg skårne rugkerner (eller 500 g skårne rugkerner og 500 g knækkede hvedekerner)
2-3 dl frø – f.eks. solsikke, græskar, hør og sesam

Rør det hele godt sammen og tag ca. 250 g dej fra til surdej. Lad dejen stå utildækket et par timer, før den kommes i køleskabet. Fyld rugbrødsdejen i forme. Hvis du bruger ‘rigtige’ rugbrødsforme, bliver der 2 stk.

Dæk med film og lad dejen hæve et par timer eller tre. Bag derefter brødene en time ved 100 grader og derefter en time ved 175 grader. Tag brødene ud af formene og lad dem stå utildækket til næste dag. Det er bedst først at skære af brødet efter et døgn.

Vores version er:
1,5 l lunkent vand
ca. 250 g surdej
8 spsk kinesisk soya
2 spsk salt
750 g rugmel
750 g groft rugmel

Rør det hele grundigt sammen og lad det hæve i skålen et halvt til et helt døgn med et fugtigt klæde over.

Tilsæt derefter:
 0,5 l lunkent vand
1 kg skårne rugkerner (eller 500 g skårne rugkerner og 500 g knækkede hvedekerner)
2-3 dl frø eller revet grøntsager.

Rør det hele godt sammen og tag ca. 250 g dej fra til surdej. Lad dejen stå utildækket et par timer, før den kommes i køleskabet. Fyld rugbrødsdejen i muffins forme.

Dæk med film og lad dejen hæve et par timer eller tre. Bag derefter brødene en halv time ved 100 grader og derefter en halv time ved 175 grader. Jeg lader brødene blive i formene til næste dag.

Det er bare guf med et godt stykke magert og velsmagende ost samt lidt frugt og grønt.

Velbekommen.

søndag den 24. oktober 2010

En tur i skoven

Det har regnet næsten uafbrudt siden vi kom her til Vittsjö i fredags, men i eftermiddags lykkedes det endelig, at komme en tur ud i den svenske natur. Vi er meget glade for, at finde nye, spændende og smukke steder. Denne gang kom turen forbi Folkets väg. Det er en vej, hvor der er rigtig mange dyrevæksler og skøn natur. Der var en del hovspor efter elge, men desværre så vi ingen denne gang.


Folkets väg.

Det er et temmelig uvejsom terræn, når man går væk fra vejen.

Men smukt er det her i efteråret.

Efteråret er en meget smuk tid. Det gælder både bladenes kønne farver, men også det mos der sidder på træerne, som træder tydeligt frem, når bladene falder af. For slet ikke at snakke om bregnerne der visner ned på smukkeste vis.

 

Også hundene nyder skoven lige så meget som vi. Men når man er en gammel prins og prinsesse må man godt tage et lille hvil, når de gamle tager billeder.

 Rino på 10½ år. sund og rask.


Namba på 12½ år. Har en del spondylose, men skal helt søge i det mest uvejsomme terræn for at være helt tilfreds.

Mange steder i skoven findes de skønneste små bækløb, som er en fryd for øjet og har en vidunderlig klukkende lyd..


lørdag den 23. oktober 2010

Opdatering.

Jeg har nu lagt en historisk opdatering ud på siden Sverige. Den omhandler området, hvor vi campere.

onsdag den 20. oktober 2010

Et genkig fra i sommer.

Her er en lille film fra i sommer. Bedet ved drivhuset og skrænten op bliver lagt helt om til foråret.

video

Terrasse bedet er nok det sted i haven, som jeg er mest glad for. Nyder at se den ændring der sker året igennem.

Jordbærkrukken.

Jeg har tømt min jordbærkrukke, da jeg ikke ved om den er helt vinterhårdfør. Derfor har jeg nu taget planterne op og plantet dem i en flamingokasse og sat dem til opbevaring under en af havens bænke.





Samme sted ved komposteen har jeg min clematis montana Mayleen hængende over min kompostbeholder. Den har faktisk haft blomster siden sidst i april og er stadig i blomst. Måske skyldes det at den står med rødderne i kompost?

Clematis montana Myaleen i oktober.

mandag den 18. oktober 2010

Der kom en bog.

Vi kom hjem fra Vittsjö i dag, og hvad lå der i postkassen. En seddel om at min dagbog fra Klematis var kommet.


Det er en vidunderlig billedbog med kalender og små digte. Jeg skal nu lige finde ud af, om jeg vil skrive i den med blyant, tus eller andet. Skal jeg investere i en ny om et årstid og gemme de nedskrevne minderne, eller skal jeg viske ud og skrive over eller, eller, eller.....
Det er endnu en skøn bog fra Claus Dalby's hånd, som vil pynte på bordet eller reolen.

søndag den 17. oktober 2010

I morges da..

Jeg åbnede døren ud til teltet fra campingvognen, så jeg disse smukke is krystaller på teltets vinduer. Det var bidende koldt - minus 6 grader og jeg skulle altså bare op på det lille hus. Fødderne i et par iskolde træssko og en iskold jakke på og ud af døren i en hulens fart.




På vejen til baderummet blev jeg helt varm inden i, da jeg så, hvor smuk en morgen det var. Hurtig ind og hente mit kamera og ned til søen, hvor nedenstående billeder er taget. Nyd dem.








Bagefter hjem til vognen. Brygge kaffe og lave et lækkert morgen måltid bestående af omelet med champignon, ost og peberfrugt. Mættende og godt. Så kan man klare en dejlig dag.

torsdag den 14. oktober 2010

Vild med græsser.

En af mine ynglingsplanter her i oktober er Mischantus elefantgræs. Jeg har flere af dem i haven. De er utrolig smukke, når de står der med deres kønne vipper. Og så passer de simpelthen til alt lige fra surbund og til præriebedet. Høstfarverne er vidunderlige sammen med efterårets røde og gule blade samt diverse bær og frugter.

 Mischanthus Rotsilber

 Mischanthus Kaskade

 MischanthusKleine Fontäne
Mischanthus Kleine Silberspinne

Mischanthus Purpurescens

Jeg har flere end overnævnte, som endnu ikke har pakket deres smukke vipper ud. Elefantfræs er en utrolig taknemmelig plante, der bare skal klippes ned engang i marts. Derefter er der ingen pasning. Den ændre sig hele året fra det tidlige forår, hvor den klippes ned og frem til efteråret, hvor de meget smukke og dekorative vipper kommer. Endvidere er den fantastisk smuk, når den vinteren igennem står med rim og frostkrystaller på vipperne.


mandag den 11. oktober 2010

Hos dyrlægen i dag

blev jeg spurgt, om hvad vi egentligt laver, når vi er i Sverige. Det er egentligt nemt at svare på. Alt og ingenting. Vi tilbringer meget tid udendørs med vores hunde. Tager lidt rundt og fotografere. Får lidt godt at spise med et glas rødvin til.
 Her er det en snak med genboerne. De er i firserne.
 Her er en af de steder, hvor vi tit lufter vores hunde.

 Skolevägen som ligger midt i skoven.

 Her nyder Rino tv. og Namba friheden lige så langt øjet rækker.

 Når man kører rundt på de små skovveje, falder vi tit over sjove motiver, som er værd at fotografere.

Såsom gamle faldenfærdige bygninger.

Vi bruger også meget tid på at læse og gå på nettet. spille kort eller se en film på regnvejrsdage. Det hænder at vi får gæster, og så bliver grillen tændt op til rigtig hygge. Nej, vi keder os bestemt ikke. Det gør intelligente mennesker ikke vel?? ;- )

Der ligger flere billeder under siden Sverige.

søndag den 10. oktober 2010

Sverige.

Så kom der også en lille side om vores andet hjem i Sverige på bloggen. Siden er ikke færdig, men jeg orker ikke mere i dag.

Endelig blev de færdig.

Vi har fået skiftet vinduer ud på det meste af syd siden. Når jeg skriver det meste, er det fordi de to store partier i havestuen var målt forkert op. Eller rettere den ene var, og det andet var forkert fra fabrikkens side(vi har et firma til det) De to vinduer venter vi nu på, og de kommer engang i norvember - om alt går vel. Men tilbage til den side der er færdig. Her fik jeg plantet bedet til med bunddække af guldjordbær og jeg fik plantet min sidste Blåregn. På stolpen ved pilehegnet ud mod det der skal overdækkes på øst, fik jeg sat min Akebia op. Nu glæder jeg mig som et lille barn til de skal blomstre. Helt vildt endda.




 


 Jeg har lidt svært ved at gå ude i min have. uden at jeg lige skal have skudt et pr billeder. Da man hurtig glemmer det man gerne vil ændre, og ikke mindst de forskellige årstiders farver er det en rigtig god idé, at forevige haven i billeder.

Efteråret er en smuk tid.

fredag den 8. oktober 2010

Endeligt kom der bøger.

Da jeg på grund af min sygdom stadig har nystagmus (ufrivillige øjenbevægelser) søgte jeg for en måneds tid siden om optagelse i NOTA. NOTA er en organisation under blindesamfundet, hvor man, hvis en lægeerklæring taler for det, kan blive optaget og derefter modtage gratis lydbøger. For et pr dage siden fik jeg en bekræftigelse på medlemskabet, og straks gik jeg i gang med at bestille bøger. Her er de første fem bøger, som jeg glæder mig meget til at høre.

Vinteren er også bøgernes tid. Den lange mørke tid behøver ikke, at være en kedelig periode. Slet ikke hvis man er i besiddelse af en god bog. I flere år har det kun været eksempelvis været havebøger, som jeg har kunne holde koncentrationen om, da de er lette at overskue. Nu har jeg så modtaget fem krimier, som de næste aftener skal gå med, gerne i selvskab med en varm kop te og levende lys.

tirsdag den 5. oktober 2010

En to træer.

Her i haven har jeg lidt forskellige træer. Et træ er for mig noget, der skal have en smuk facon og meget gerne en fantastisk høstkollorit. Sætter de blomster i foråret og frugter eller bær om efteråret, så er det bare helt perfekt. De træer jeg har her i haven bliver ikke mere end 4 meter, dog lige med undtagelse af det glansbladet tjørn som jeg først får hjem efter uge 42. Det kan blive små 6 meter i højden og 3 meter i bredden. Ja jeg glæder mig, som et lille barn til det skal plantes i skovbedet. Desuden har jeg en svaghed for broget blade og særlig rødbladet træer. Jeg har flere rødbladet acer, som jeg bare holder så meget af.

 Euonymus planipes. Får en meget smuk høstkollorit og røde frugter.
 Acer palmatus Osakazuki. Bladene variere smukt gennem hele sæsonen.
 Acer palmatus Globosum.
Acer negundo.
Aronia, fuglebær på stamme.
Euonymus phellomanus.
Cornus alba Ivory Halo
Dværgsyren.
Duftsnebolle. Dufter vidunderlig med hvide blomster.

Hvidfrugtet røn.
Japansk dværgkirsebær. Kojou-no-mai.
Sneboldt på stamme. Hilleri.
Min skønne havetrold, der vogter over de japanske juveler. Troldrobinie-
Æbletræet Katja Balsgård. Dejlige røde frugter.

Udover de viste har jeg et kirsebærtræ Sunbrust, flere små acer og nogle buske. Alle er hver især med til at give karakter til haven. Desuden har vi fået en masse forskellige fugle til, som benytter bækken ved dammen til deres morgenbad. De fleste træer er sat indenfor de sidste pr år, og er derfor ikke særlig store endnu. Menjeg glæder mig til de bliver det.
En have uden træer er ingen have.