Hundene


Jeg har altid være utrolig glad for dyr, og har haft mange forskellige gennem årene. Det har været hamster, marsvin, egern, undulater, skildpadder, akvariefisk, kat og det sidste 25 år har det været hunde. De første jeg havde var blandingshunde, hvor af den ene en blanding mellem rottweiler og labrador. Vick hed hun. Med hende dyrkede jeg en del agillity med. Det skete kun meget få gange, at vi ikke havde pokaler eller foder med hjem. Det var i agillityens barndom her i landet, og vi dyrkede sporten med stor iver. Vi var med i fire år, og jeg blev tvunget til at stoppe, da jeg blev gravid med den ældste. Da Vick var 11 år købte jeg hendes afløser, min skønne schæfer tæve. Hun viste sig desværre tidligt - kun 10 måneder gammel - at være meget allergisk. Lige meget hvad vi gav hende at æde, så tabte hun sig til der rene skind og ben, pelsen var tynd og tjavset. Desuden havde hun tit store blødende sår på maven.

Her er sårene helet op, men man kan tydelig se, hvor de har blødt.

 Min drøm med hende var, at få hende kåret, og at hun skulle have sine lydighedsprøver, men hver gang jeg fik trænet hende op til prøven, ja, så blev hun syg igen. Det stoppede vi med, og hun fik lov til at gå hjemme som en kærlig klaphund.

En luksus hund?

Egentlig vil jeg sige, at har man en hund som hende, så skulle man nok overveje aflivning istedet, for det kan blive en rigtig dyr affære med så syg en hund. I en lang periode fik hun vaccinationer mod allergien, som ikke hjalp. Hun blev smurt med diverse cremer og salver, som heller ingen virkning havde. Hun fik en periode piller der kostede 40 kr om dagen, der dog hjalp en lille smule. Når vi var på havet, havde hun det godt. Hun elskede at sejle, og har været med ude i temmeligt hårdt vejr. Vi prøvede diverse fodertyper, hvoraf de fleste gjorde hende mere syg. Som en ældre dame fik hun oveni også spondylose, som er en sammenvoksning af rygsøjlen. Da hun var ti, fik vi tilbudt Torino. Ham tog vi til os, fordi han trængte til et kærligt hjem.

Namba og Rino's første møde, der gik over alt forventning.

De har været meget glade for hinanden lige fra starten. Her et par dage efter vi hentede Rino.
De deles om alt.

Vi kunne med det samme se, at han havde et godt sind, og det vigtigste at de kunne enes. Vi tog ham kun fordi, at vi ikke mente, at Namba ville holde ret meget længere. Med to hunde at mætte, blev vi nød til at se på økonomien, og derfor skulle finde et alternativ foder, som de begge kunne køre på. Det blev BARF. Efter vi startede op på BARF fik Namba det bedre og bedre. Vi kunne se ændringerne fra uge til uge, og hun tog frem for alt på i vægt. Allerede efter en ugestid på BARF blev hendes rindende øjne mere klare, og hun var ikke længere så træt. Efter tre uger var Namba en helt anden hund, der var glad og kunne tåle at spise meget mere end de første ti år af hendes liv. Det var herligt med to gamle og rigtig friske hunde. Nu vare det gode jo ikke altid ved, så efter et årstid begyndte Namba, at få problemer med at holde på afføringen. Afsted til dyrlægen, hvor jeg troede, at det ville være slut, men nej. Hun havde fået Pancreas, som er et manglende enzym i tarmen. Det er en sygdom, som mange schæfer bliver ramt af på deres gamle dage. Mere medicin. Men hun er der værd, og i dag har hun det igen godt. Bevars hun er blevet noget stivbenet af sin spondylose. Men hun er glad, æder godt og leger. Januar 2010 fik Namba et rigtig grimt knæk i ryggen, der på det nærmeste lammede hendes bagpart. Jeg ville have aflivet hende for det var meget hårdt at se på, men familien og dyrlægen mente, at hun skulle have en chance til. Hun fik noget smertestillende, som hjalp lidt, men det rykkede først rigtig noget, da hun fik Prednisolon. Det får hun den dag i dag, og hun har det godt, er glad og leger en del.

Torino kaldet Rino i daglig dagen. Ham fik vi forærende for 2½ år siden, som der tredje hold ejere. Han var meget nervøs, usikker, og havde opholdt sig i et bagagerum mange timer om dagen inden vi fik ham. Da han havde været her et par dage, ville jeg børste hans sure tykke pels igennem inden han skulle i bad. Det ville han bestemt ikke og bed efter mig, men fik ikke fat. Istedet løb han op og gemte sig bag sin far, hvor jeg måtte hente ham. Jeg tror, at han havde forventet klø, men jeg slår ALDRIG NOGENSINDE mine dyr. Istedet er jeg meget konsekvent, så de ved godt, hvad jeg mener, når jeg siger nej. Der gik ikke mange dage før han var klar over, at det var her, at han hørte til, og vi har aldrig haft nogen problemer med ham. Vi har ikke haven indhegnet, og alligevel strejfer han ikke. Det er til trods for, at han ikke er kastereret. Jeg har flere gange set hans reaktioner, når han møder højløbske tæver blandt andet i skoven. Det hele kører på ham, men han rør dem ikke, og holder sig til os. Går vi videre så skal der ikke engang kaldes. I dag 2½ år efter vi fik ham, er vi blevet spurgt, om der er den samme hund. Han var et bæst, da vi fik ham og det er han stadig i visse situationer. Der er bestemte hanhunde der bare skal have klø, hvis han kunne få lov. Så er det bare, at sige nej, men det er tydelig, at det ikke er noget der passer ham. Det er sjovt at se hvilken respekt han viser os, når vi siger nej til ham. Han er i det store hele en dejlig og kærlig hund, som vi og ungerne kan gøre alt med.
Datteren syntes at han lige skulle have cowboyhat på efter en tur i High Chapparal.

 For et par uger siden måtte han en tur til dyrlægen, hvor han desværre også fik konstanteret spondylose i ryggen, men han er ikke nær så hårdt ramt som Namba.
Men et er sikkert. Vi elsker vore hunde. De skal blive her til de ikke kan mere og kan de ikke komme med på ferie eller lignende, ja så skal jeg heller ikke med. Sådan er det bare.