Marina di Venezia

Vi fortsatte turen ned over det meget smukke Brennerpas. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har det godt med at hænge udenpå bjergsiderne, og køre på de høje broer, men jeg er utrolig glad for,at jeg fik den smukke og storslående natur af se. Her er vi på vej ind til Brennerpasset. På selve Brennerpasset ligger grænsen mellem Østrig og Italien, og her skulle vi have en motorvejsbillet, som først blev indløst lige udenfor Venedig eller Venezia som byen hedder i Italien.

Da vi endelig efter mange kilometer kom ned i dalen fra Brennerpasset, var det blevet tid til en pause. Her skal jeg lige love for at varmen var kommet til -  hele 33 grader, og her var tørt overalt. Hele vejen langs de italienske motorveje så vi æble- og druemarker så langt øjet rakte. Store vandkanoner var sat til, for at hamle op med den tørre jord. Det var stik modsat af det, som vi så i Tyskland og i alperne, hvor alt var så frodig grønt.

Vi havde besluttet os for, at vi ville til Lidoen på camping Marina di Venezia, da vi havde hørt, at man ikke behøvede, at forlade pladsen i den tid besøget varede.

Jeg må sige, at det er en plads, som er yderst velegnet, hvis man har børn med, men det er bestemt ikke en plads, hvis det er freden og roen man søger. Jeg vil nok samligne pladsen med Jesperhus, som ligger på Mors, da her var skønne beplantninger overalt. Der var nerie, som var over to meter høje i pink og hvide nuancer. WOW!!

Der var også mange bede med Flittige Lise eller Hans. Jeg kan ikke se forskel på dem :-) men smukt var det.

Desuden var det mange spændende eksotiske træer.

Træerne gav skygge for den stærke varme og sol. Selvom vi kun var i starten af september, var bladene allerede godt på vej ned. Jeg tror, at det skyldes de meget tørre forhold.

Vi havde ikke mange valg muligheder for at vælge en plads, da der næsten var udsolgt. Her har vi dog fået en plads i sand til venstre i billedet. Tror mig. Vi havde sand med hele vejen hjem til Danmark trods den daglige støvsugning.

På pladsen var der meget fine sanitære forhold. En ting der slog mig var, at der ikke var døre og vinduer ud til. Det var bare åbne huller i væggen. Dog var der sat døre op til baderum og toilet, så man kunne klare sit ærende i fred, men som man kan se på billederne var der åben til himlen.

Pladsen Marina di Venezia er det op mellem en stor afdeling for campister uden hunde, og en mindre (stor) for os med hunde. I det område, hvor vi lå, som kun var en lille del af hundepladsen, var der alene flere hundrede hunde. Enhver der har hund ved, hvilken kædereaktion der kan give, når en hund begynder at gø.

Lige ved siden af den plads vi fandt, var udgangen til en af pladsens luftearealer. Her ses kun en lille del af området, hvor græsset nærmest er svedet væk. Egentligt var det sjovt og sidde og betragte alle de forskellige hundeejere der kom forbi. De fleste havde to og tre, store som små hunde. For Danny blev det dog lidt for stressende ind imellem, mens Rino bare lagde sig ned og sov.

Pladsen sørgede også for høm høm poser til alle de mange hundrede hunde.

Et sted på campingpladsen er der også et gravplads for dyr. Den fandt vi dog ikke, men når man så nogle af de hunde, som folk havde taget med, så kan jeg godt forstå nødvendigheden af en sådan - desværre. Nu skal man ikke dømme andre, men jeg havde ikke slæbt mine hunde med på ferie i den tilstand, som flere var i.

Pladsen havde alt, hvad man havde brug for af butikker lige fra supermarked, grønthandler, isenkram med alt til camping, frisør, tøjbutik, post, bank og mange andre.

Den måde som de holdt ren på pladsen gav rigtig mange stjerne hos mig. Der blev tømt skrældespande to gange om dagen. Alt blev fejet og gaderne blev spulet dagligt. Ulempen var bare, at der konstant var en trafik og larm hele tiden, dog lige med undtagelse af siestaen mellem 13 og 16. I samme periode blev der spæret af med gitter, så man heller ikke kun komme til eller forlade pladsen. Det er en ting, som vi ikke er vant til herhjemme.

Vi kom torsdag aften. Havde en hviledag fredag og om lørdagen valgte vi, at tage en tur ud til Venedig. Vi tog bilen de få kilometer ned til Punta Sabioni, hvor vi tog færgen ud til Venedig. Det var rigtig varmt den lørdag over 35 grader, så vi havde fyldt begge rygsække med drikkevand til os og hundene. Både hundene og vi nød den ca. 40 minutter lange sejltur, selvom hundene kæmpede med den tvungen mundkurv i starten. I Italien skal hunde over en hvis størrelse bære mundkurv i offentlige transportmidler.

Indsejlingen til Venedig er utrolig smuk. Ja, i det hele taget er Venedig en smuk og romantisk by. Men jeg tager aldrig hunde med ind til sådan et gedemarked mere. Udover varmen var der ufattelig mange mennesker, vinden var stillestående og det var svært at finde rundt. Danny var krop umulig at have med. Det var ikke hans skyld, men han blev stresset af det her. For hundenes skyld tog vi hjem efter et par timer med rigtig mange drikkepauser. Ja, der var langt mere ro på campingpladsen!!

Vi er nu glade for, at vi fik den oplevelse med at se byen med de oversvømmede gader.

Hjemme på pladsen fandt vi grillen og et godt glas rødvin frem. Vi diskuterede dagens oplevelser, men blev enige om, at det her ikke var noget for os. Vi satte os for at pakke sammen og sætte kursen mod nord søndag morgen. Målet var alperne i roligere og køligere omgivelser.