Viser opslag med etiketten Nytår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nytår. Vis alle opslag

fredag den 31. december 2010

Godt nytår 2011

Jeg vil ønske jer alle et rigtig godt og lykkebringende nytår. Mon 2011 bliver et bedre år? Jeg håber det. Her har 2010 været præget af en del sygdom både hos hundene og os mennesker. Men 2010 var også et år, hvor vi fik lavet rigtig meget i haven ved hjælp af håndværkere. Vi fik lagt granit stier i en del af haven. Vi fik lavet ny træterrasse i Bankirai, et projekt der skal fortsættes ud på den sydlige terrasse i 2011. Vi fik sat nye vinduer og døre på syd, øst og vest siden af huset. Mellem vinduerne blev der beklædt med cedertræ. Dette arbejde er dog ikke helt færdig endnu, men bliver det i løbet af foråret 2011. Jeg fik lavet et meget meget flot pilehegn, som blev beklædt med blåregn og akebie.


På camping fronten blev 2010 et år, hvor vi købte et brugt standby telt på Vittsjö camping i Sverige. Det er en plads, jeg godt kan anbefale, hvis man vil nyde naturen og have ro omkring sig. Købet betød, at vi måtte flytte to pladser, så det var til at overse. Vi fik sat mover på campingvognen, da hverken min mand eller jeg har stærke rygge. Det har tit været et problem, at få vognen på 1700 kilo skubbet ind på plads, når vi har været på ture rundt i norden.




2011 skulle gerne blive et år, hvor jeg får min have lidt for mig selv - vi havde håndværkere gående det meste af sommeren 2010. Planerne er at få sået de staude frø, som jeg bestilte fra Impecta i går. Jeg skal prøve, at pode mit lille æbletræ for første gang nogensinde. Det bliver sjovt om det lykkedes. Det skal det bare. En af de første dage i det nyt år, skal jeg lige en tur ud i haven med saksen og beskær mine blåregn. Jeg har fem styks i haven i farverne pink, hvid og to forskellige blå. Det er også første gang jeg skal beskære dem, for de blev sat i sommer i forbindelse med årets projekt. Jeg håber og  tror, at 2011 bliver et spændende år på havefronten.

Rigtig godt nytår til alle bloggens læsere og Jeres familier. Må 2011 opfylde Jeres ønsker. Godt have nytår!