Rino er død

Vi måtte i formiddags desværre sige farvel til vores elskede Greve Torino, i daglig tale Rino. Han udånede kl 9.48.

Der vil følge mere på min hundeblog, når jeg bliver lidt mere fattet.

R.I.P.

Elskede Rino :'(



De smukke vilde blå

Jeg var en tur på stranden med min gamle dreng. Ih, hvor han nød turen i vandet.

Udover at nyde min 12 år gamle Rino, kunne jeg slet ikke lade være med at nyde synes af de smukke blå blomster under klitroserne.

Blomsterne var overalt.

Mon nogen kender navnet på denne skønhed?

Registrere hunde sygdom?

Ja, man skulle næsten tro det, når man så, hvordan hundene ændrede adfærd og, hvordan M slappede af under hans besøg her sammen med hans bedsteforældre. Egentligt var deres besøg her nok en form for flugt handling, da M er en temmelig alvorlig psykisk syg dreng på 10 år. Af bedsteforældrene havde ham, skyldtes ene og alene at forældrene skulle have et pusterum, så de kunne bruge deres tid på M lillebror. Bedsteforældrene er den eneste aflastning den meget hårdt ramte lille familie har. Kommunen har på trods af anbefalinger fra hospital om aflastning stadig valgt at give familien afslag på aflastning med begrundelse af at det gik godt i skolen. Hospitalet skrev også, at hvis ikke deres anbefalinger blev fulgt kunne M blive psykotisk igen.

Det var en fornøjelse, at se, hvordan særlig Danny tog M på en helt anderledes måde, end det vi er vant til at se. Han var meget forsigtig og passede på ikke, at gøre M fortræd. Det var som om han kunne mærke, at M er syg, men det var også meget tydeligt, at der var en gensidig kontakt mellem de to. Så vidt jeg har erfaret, så har M aldrig været voldelig og aggressiv over for dyr, som han desværre tit er overfor familien. Det tror jeg hundene kan mærke. M hyggede sig hele eftermiddagen sammen med Danny og Rino. De legede med hundenes aktivitets spil til stor fornøjelse for dem alle tre.

M var desuden ude og gå tur med Rino, hvilket Rino nød. Jeg fik endvidere et langt foredrag om marsvin, et dyr jeg selv havde som barn.

 

Jeg er selv ikke i tvivl om, at dyr kan mærke, hvis noget ikke er som det skal være. Vi så det med Rino og Namba i hendes sidste tid. 14 dage inden vi opdagede et meget grimt inficeret sår på hendes ene lår, viste Rino meget stor interesse for området, næsten en klæbende interesse. Vi fik det behandlet, men desværre vente det tilbage efter få dage med en fornyet styrke, og trods behandling endte op med et kæmpe krater. Vi og dyrlægen havde en formodning om, at det var cancer på grund af den meget specielle lugt, men også på grund af Rino’s opførsel.

Tilbage til M, som jeg kunne godt ønske fik et aflastningsophold et sted, hvor der er dyr, inden familien selv køre helt i sænk. Man skal ikke blive ved med at tro, at bedsteforældrene kan klare opgaven fysisk og psykisk, når forældrene allerede er kørt helt ned med så svært et handicappet barn. Jeg er næsten sikker på, at havde familien selv mulighederne for at give M et dyrehold, som er så godt for hans psyke, så have de gjort det for længst.

Jeg fik senere på aften en SMS om, hvordan M havde snakket om den sorte hund (Danny) og om, alt det han nu skulle gøre i drømmene sammen med Danny. Der er ingen tvivl om, at mine hunde har virket som positiv terapi på M.

Næste morgen fik jeg desværre en SMS på at M igen befandt sig i en psykotisk tilstand og var ekstremt aggressiv. Her har jeg en bøn til jer læsere – jeg kan se, at der er mange her på bloggen, men desværre kun meget få kommentar, hvilket også er helt i orden med mig. Her denne ene gang, vil jeg meget gerne høre om I har nogle erfaringer til, hvad denne her psykisk hårdt plaget familie kan gøre, når sygehusvæsen og de forskellige psykiske handicaporganisationer fortæller familien, hvilke rettigheder de har, men deres kommune blankt afviser at hjælpe?? Familien har flere gange overvejet, at flytte fra kommunen, men har valgt at blive grundet lillebroderen er faldet så godt til i skolen og har et godt netværk. Det ville gå hårdt ud over den sarte dreng, som har det hårdt nok i forvejen med M som storebror. Samtidig har familien ikke de økonomiske midler til at kunne flytte i noget større.

Bedsteforældrene er vore meget nære venner, som vi kan se er ved at køre ned på grund af M, men som sagt så har forældrene ikke andre muligheder for aflastning. Vi vil meget gerne hjælpe, men er magtesløs. Så derfor ved du hvordan man kan trænge igennem til en nægtende kommune? Så meld ud. PleaseJ

Familien har gennemlæst og godkendt dette indlæg.

Rino har det bedre.

Som overskriften siger er der sket en positiv fremgang med Rino siden i torsdags, hvor han ikke kunne styre sin bagpart på grund af en tre cm stor forskydning i lænden. Jeg har i dag optaget en lille video, hvor man kan se den positive fremgang ved at trykke her.

Kirsebærtræet

Med den vejrmelding meteorologerne kom med i aftes, var jeg simpelthen nød til, at have et par billeder af min krisebær træ. Uvejret trak op i det fjerne og regnbuen trådte frem. Det lynede og tordnede, men regnen udeblev. Kunne ellers godt have brugt ti centimeter til dammen.

Som sagt var jeg nød til, at have et billed af mit kirsebærtræ, der i år ligner et juletræ med de flotte røde bær, som er spisemodne lige nu. Tænk, hvis uvejret skulle slå alle de flotte bær af, inden jeg fik et billede i kasse. Træet er et Sunbrust som ikke skulle blive særlig stort.

De er da flotte de orangerøde bær?? Den ældste datter var lige hjemme og plukke en lille posefuld. Jeg går og nipper, hvergang jeg går forbi. Af en eller anden grund har fuglene ikke været særlige aktive med at spise bærrene i år. Måske skyldes det, at der er rigeligt med føde i haven.

Så så Danny, ikke række tunge af gode gamle Rino.

Ha' nu en dejlig aften derude ;-)

Danny

Flere har her på bloggen spurgt til billeder af min lille terrorist Danny. Hvis I klikker på billedet under Vores hunde, kommer I til min hundeblog, hvor jeg skriver om oplevelserne med hundene. Lige nu er det det her billed, som I skal klikke på.

Og husk at I meget gerne må ligge en lille kommentar på hundebloggen, og gerne fortælle lidt om jeres oplevelser med jeres egne hunde. Det ville glæde mig meget ;-)

Ha' nu en dejlig dag derude i have- hundelandet ;-)

En dag i hundens tegn

Dagen i dag har stået i hunden tegn. Vi har nemlig været til svømning med Rino og efterfølgende en tur hos dyrlægen. Jeg må indrømme, at jeg havde noget svært ved, at være i det rum, hvor jeg for 14 dage siden sagde farvel til min elskede Namba. Så der kom lige så stille en tåre ned af kinden, og et stort knus fra min dyrlæge. Dyrlægen anbefalede os at kigge efter en ny hvalp, inden Rino bliver for gammel, så hvem ved, hvad der sker de næste par måneder ;-)

Der kom et brev

I dag fik jeg regningen på Namba's aflivning. Sammen med regningen fik vi et personligt kort, som jeg blev meget meget glad og rørt over. Der stod:

Kære venner.

Det var en hård dag, at skulle sige farvel til Namba. Hun har altid været en enestående hund, nem at tolke, og nem at behandle. Som familiehund vil I aldrig få en bedre.

Vi vidste dagen ville komme, men man kan aldrig være forberedt nok. Man håber til det sidste, at der sker mirakler.

Som dyrlæge er det heller ikke let, for vi bliver jo også knyttet til dyrene. Jeg måtte have en stille stund, da I var gået. Jeg håber af hele mit hjerte, at se jer med en ny hvalp en dag. Det bliver jo nok ikke lige nu, godt at I har Rino. I har fået en dejlig hund ud af ham.

Jeg vil sende et stort knus til VERDENS bedste hundeforældre.  .......

Jeg vil vove at påstå, at vi har verdens bedste dyrlæge. Ikke nok med at dyrlægen tænker på dyrene vel og vel, så tænker vedkommende også på menneskerne bag ved dyrene. Så længe det er muligt vil du være vores dyrlæge. Det er sikkert.

Namba, en elsket og savnet hund.

Kære Namba. Jeg har så mange tanker, og mangler i den grad ord for, hvad jeg følte og stadig føler for dig min dejlige tøs.
Da jeg så dig første gang, var du bare 2 - 3 uger gammel, og en dejlig lille uldtot lige som dine søskende. I var 4 piger og 1 lille dreng. Egentligt skulle vi slet ikke have haft dig, da du var afsat til anden side, men din opdrætter kunne ikke lide ham, der skulle være din ejer, og derfor blev du min.

Vi besøgte dig en til to gange om ugen, lige indtil du blev gammel nok til, at komme med hjem. Billederne her under, var fra det sidste besøg inden du skulle med os hjem.

Vi hentede dig på vores bryllupsdag i september 1998. Hjemturen tog du meget pænt, men man kunne godt mærke, at det var noget nyt for dig. Når man kun er en lille pige kan mange nye indtryk være meget trættende.

Du faldt dog hurtig til hos os, og fandt på mange sjove narestreger.

Du var ikke ret gammel,da du søgte øjenkontakt, hvilket gav nogle rigtig dejlige billeder.

Du udviklede dig til en rigtig smuk unghund den første vinter. Da foråret og sommeren kom, blev du temmlig syg. Du tabte dig, og var ikke andet end skind og ben. Desuden faldt din pels af i store totter og du blev meget træt. Det var ikke fordi, at du ikke fik noget at æde. Du fik alt det, som du kunne fylde i dig, og vi prøvede mange forskellige produkter, men ligemeget  hjalp det. Du var og blev syg. Til sidst fik du store blødende og inficerede sår på maven, som kløede så forfærdeligt på dig arme tøs. Du var hos dyrlægen mange gange, og til sidst  efter vi skiftede dyrlæge fik du taget en del blodprøver, som desværre viste sig, at du var multi allergisk. En dyrlæge mente, at du ikke kunne tåle dine egne kønshormoner, så du blev sterilliseret da du var et år. Det hjalp bare ingenting.

Billederne her under viser nogle af dine mange sår, som er helet op efter allergisk infektion.

I dine gode perioder lykkedes det, at træne dig op til brugsprøverne, men når dagen oprandt blev du syg igen. Det prøvede vi flere gange, og til sidst opgav vi ønsket om, at du skulle have dine prøver, for du var jo en super lydig hund. I stedet tog vi på Mix Match de dage du kunne, og du slæbte da også pokaler med hjem flere gange.

Jo ældre du blev jo værre blev din allergi. Vi prøvede at vaccinere dig mod alle de ting, som du ikke kunne tåle, men virkningen var så som så, og det var lettere at sige, hvad du kunne tåle end, hvad du ikke kunne tåle. Vi prøvede kinesiske urter og mange andre behandlinger. Du kunne blandt andet ikke tåle kattehår, hustøvmider, tæpper, visse træsorter og mange andre ting der findes i huset. Det var umuligt at have dig udenfor om sommeren, for alt pollen blev du syg af. Af fødevare kunne du kun få noget med fisk, kylling og gulerod. Alt andet forværede din allergi. På grund af din voldsomme pollen allergi havde du det bedst, når vi gik ned til sundet og tilbragte nogle timer der. Campinglivet som vi også dyrkede dengang var næsten umuligt. Til alt held havde din far en båd liggende i havnen, men ikke en du kunne komme ned i. Hvad gjorde vi ikke for dig min tøs. Vi solgte campingvognen og båden, og i stedet købte vi en sejlbåd, som du kunne komme med ud på.

Sådan tilbragt vi nogle somre, hvor du havde det rimeligt. I båden blev du udstyret med sømmevest og skridsikre babysokker. Det var en fornøjelse, at se hvordan du blomstrede op ved havet. Vi kunne nu langsom begynde at tage dig med i skoven på en højsommer dag uden du fik det værre, når bare du kom ned til båden igen.

 Du elskede at sejle, og havde hele den ene side af cockpittet, hvor du kunne brede dig, så delte vi andre den anden side samt dækket.
Efter som du var meget lydig, havde vi næsten aldrig snor på dig - udover i trafikken. Du lå derfor tit på kajen, men der var dage, hvor du ikke var tilfreds med den afgørelse, og selv ville gå ud på båden. Det gik ikke altid helt som du havde tænkt dig. For når du havde potterne på prædikestolen skubbede du båden ud, mens dine bagben stadig stod på kajen. Hvad skete der så? Afstanden mellem kajen og båden blev længere og det blev du også, lige indtil der ikke var mere Namba at give af, og du måtte en tur i havnen. Sjovt nok lærte du ikke noget af den vandgang, men du blev hellere ikke bange for at sejle.

Selv om du var så syg, så gav vi dig mange udfrodringer, og lærte dig, at man sagtens kunne omgås andre dyr end lige hunde og mennesker. Du mestrede det på højste niveau. Var det kaninerne derhjemme, så kunne du ligge og hygge dig med dem. Var det fuglene i haven, så kunne de få lov til, at gå omkring dig mens du bare kigge på dem med glade øjne. Du havde en skør idé med, at havens vandhuller var bedre end det rene friske vand, som du fik i din skål. Derfor fik du tit nærkontakt med fiskene, og du nød det. Du har aldrig gjort et andet levende væsen fortræd. Du var altid så sød ved hvalpe, og folk der var bange for hunde, var trykke i dit nærvær. Og posten. Du kunne ligge og følge posten på afstand ovre på den anden side af vejen, og når hun nåede til naboen, løb du hende i møde, hvor du fik DIN post.



Kære Namba, når nogen i huset var syge, så var du en første til at trøste. Ikke så få gange, når jeg gik ned med et Meniere anfald stod du efter anfaldet og spurgte om du måtte komme op i senge og putte. Du sprang aldrig op uden at får lov. Du var til gengæld god til at trøste, når man var ked.

Da ungerne var små, syntes du, at det var sjovt, at være med i deres leg og udklædning. Du er aldrig blevet tvunget til noget. Du har altid selv mast dig ind i legen med dit kærlige væsen.

På dine ældre dage fik du flere skavanker blandt andet spondylose og gigt, og da du nærmede dig de 10 år, valgte vi at kigge efter en afløser til dig, mens du stadig var nogenlunde frisk. Helt tilfældig fik vi tilbudt Rino, da vi var på havedamsbesøg. Det viste sig, at Rino kunne få lov til at stikke hovedet helt ind i dit bur, som den første hund nogensinde uden, at du forsvarede buret. Det var som om, at du var klar over, at vi søgte efter en ny hund, men det skulle være en som du ville godtage.

Det viste sig, at Rino var en rigtig gentleman overfor dig. Sød, kærlig og yderst omsorgsfuld. I de små 3 år I fik, var I sammen om alt. I lå sammen, gnavede ben sammen og legede sammen. I var nogen gange lidt for tætte, som dengang da du i leg kom til at give Rino en fem centimeter lang flænge i øret. Pris ved dyrlægevagten 4000,- kr.

Han forsøgte aldrig at vippe dig af tronen, som du beholdte selv da du blev svag dine sidste dage.

Da vi nu havde taget Rino til os, skulle vi også lige finde noget foder, som I begge kunne køre på. Det blev BARF. BARF er råt foder. Efter en uge på BARF fik du det mærkbart bedre, og derefter blev dine allergiske gener minimale. Da vi tog Rino, var vi sikre på, at vi skulle til at sige farvel til dig på grund af allergien. Gudskelov fik vi lov til at beholde dig næsten 3 år mere. Med hensyn til BARF var du selv med ude og handle ind. Du havde for vane, at sætte dig lige foran Hedvig og skulle have dine guffer. Fik du ikke lige opmærksomheden så flyttede du dig bare efter Hedvig.

I januar 2010 fik du et rigtigt grimt knæk i ryggen en dag, da du rejste dig. Du var næsten lammet i ryggen. Herefter blev du sat på prednisolon og smertestillende medicin, desuden fik du kranio sakral terapi som gav dig yderligere et godt år. Midten af februar 2011 knækkede du sammen flere gange i Sverige. Dyrlægen mente, at det kunne være en forstuvning, da det var meget glat derude. Derfor øgede vi din lille dosis prednisolon, hvilket også hjalp. Vi kunne derfor langsom trappe ned igen med prednisolonen. Endvidere blev du anbefalet, at starte til svømning. Jeg synes at du kom lidt højere op og stå på bagparten de tre gange du nåede at svømme. At det ikke blev mere end tre gange skyldes, at din grødsvulst på baglåret begyndte at vokse. Du kom for gud ved hvilken gang i penicillin behandling, men denne gang synes den ikke at hjælpe. Om mandagen faldt du samme igen med bagparten, men det så ud som om du snublede. Fredag den 10 marts faldt du helt ned og slæbte bagbenene efter dig inden du igen kunne rejse dig. Der tog jeg den endelige beslutning om, at jeg ville give dig fred min tøs. En beslutning jeg tog af kærlighed til dig. Problemet var bare at jeg ikke kunne få fat på din dyrlæge. Det fik jeg først lørdag formiddag, og vi afalte at vi stoppede dine skavanker mandag morgen. Vi tog ikke dyrlægevagten, da du tilsyneladende ikke havde smerter, men at din spondylose var begyndt at lamme dig længere op i ryggen. Kl. 9.49 drog du dit sidste suk og forlod os med et tilfreds udtryk i ansigtet. Vi forlod dig en halv time senere.

Namba vi vil altid elske dig for den dejlige kærlige og meget sigende pige du var. Vi vil tænke tilbage på de sjove og meget rørende ting, som du har gjort i hele dit lange sygdomsramte liv. Det der står mest tydligt for mig, var når du gik ind til naboen. Du satte dig pænt udenfor døren og ventede på at de lukkede op, eller var døren åben, ventede du på tilladelse til at gå ind. Her satte du dig og kiggede på køleskabet, hvorefter du fik din gulerod og gik hjem igen.

Født d. 16. juli 1998.  Død d. 14. marts 2011.

Namba, tak for næsten 13 gode år.

Namba er gået bort =(

Kære jer der har sendt mig mails de senere dage om, hvorfor jeg ikke har været aktiv i bloglandet. Det skyldes at vi følelsesmæssig har haft en meget hård uge, der i  dag kl 9. 50 endte med, at vi måtte sige farvel til min skønne gamle Namba.

Jeg orker ikke, at svar jer enkeltvis, da det tager meget hårdt på mig i øjeblikket, men jeg vender tilbage, når jeg følelsmæssig igen får overskud. Jeg ved, at I vil forstå.

Men I skal vide, at jeres bekymring har varmet mig i denne svære periode jeg er i pt. Tak venner, og pas på Jer selv til vi høres ved.

Vandprinsen

Vores anden hund Torino er lige som sin "søster" Namba startet til svømning, han er meget glad for vand. Ved ankomsten bliver vi modtaget i receptionen.

Liiiiisa hvor er du?

Men inden vi kommer i vandet er der lige lidt afregning og skyldning af hunden.

Rino spules ren for snavs

Poter med mere skylles

På med svømmevesten

Og så er det ellers i vandet. Yeaaaah!

Af banen her kommer jeg, og har det sjovt.

En bane til.. Juhuuuuuuu.

Pause.

Måske jeg skulle svømme i stedet for at lege??

Træt og slut for i dag.

Et lille hvil inden det går hjemover.

Skulle nogen have lyst til at prøve hundesvømning, eller har brug for genoptræning af hunden, så har I adressen og telefonnummeret her.

Vi har gjort det, at vi lader hundene dele en svømmetid på en halv time, men Namba er desværre rendt ind i en meget grim grødsvulst infektion og øjenbetændelse. Derfor er hun ikke med i øjeblikket.

Alle billederne i dette indlæg er taget af Preben Bæk.

En dejlig dag

Selv om jeg stadig fryser, så har det været en dejlig dag. I morges rundede gemalen bageren på vej hjem fra arbejde, hvorefter vi sad og nød et morgen bord - bare os to.
Over middag til svømning med hundene. Det var første gang, at vi havde hannen med. Det er ham på billederne her.

I skal ikke køre uden mig!!

En træt dreng efter en dag i High Chapparal i Sverige.

Han er meget glad for vand, og der skulle ikke lokkes ret meget før han sprang i og nød legen. Det kan man ikke ligefrem sige at  Namba  gør, men hun er blevet bedre, og viste glæde ved svømningen i dag. Da hun startede svømmede hun to baner. I dag kunne hun klare 11 baner, og det lader til at gavne hende. Jeg håber, at hun vil blive lidt mindre træt i bagkroppen i takt med svømningen stiger, men det må tiden vise. En ting er sikkert, hun er kommet lidt højere op og stå i bagkroppen.

Efter turen med hundene, og en hurtig frokost gik vi en tur i haven. Jeg skulle ned og samle glas op fra stormen forleden dag. Irriterende nok skal jeg miste glas i drivhuset, hver eneste gang de melder kraftig blæst - det er de samme glas der bliver blæst ud hvergang  :-( Glassene lå spred over et større område, og for første gang havde jeg også knust glas i selve drivhuset. De plejer at blæse ud, som om der opstår et overtryk i drivhuset. Denne gang prøver vi, at sætte plexiglas i de steder, hvor glassene fløj sig en tur.. Hm - så ryger de nok bare ved siden af næste gang. SUK!! Vi har desuden plantet en hæk foran drivhuset, men det har ikke hjulpet meget indtil nu. Grrrrrr!!

Er der nogen der har gode idéer til, hvordan vi kan undgå lignende fremover. Vi har prøvet at have et vindue åbent, men det har heller ikke været nogen sussec :-( 

Rigtig god lørdag aften til alle bloggens læsere ;-D