At tage sig sammen

Det er måske en underlig overskrift, men jeg har slet ikke kunne tage mig sammen til noget som helst i den sidste uge Namba levede og tiden efter hun døde. Men i går fik jeg sparkede mig ud i haven. Ikke fordi det var den store fornøjelse, da mine tanker hele tiden gik på, hvad Namba nu plejede at gøre, når vi gik sammen derude. Men jeg fik da tømt min skrænt for stauder og pottet dem op.

Jeg syntes, at det var svært, at luge det bed her, da det er alt for stort, og man skal vade rundt i selve bedet for at komme til. Det måler 4 x 4,5 meter. Det bliver der nu ændret på, da der kommer en sti og til en bænk øverst i bedet.

Lavendel hækken markerer den ene side af stien, og øverst oppe mellem pindene skal bænken være. Jeg skal bare lige finde ud af, hvilken type bænk det skal være. Granit eller en egeplanke?? Hvad skal jeg mon ligge på stien op til bænken? Jeg har tænk lidt på marksten eller flis.

Jeg har også nogle ca to meter høje opstammede taks, som jeg skal have flyttet, da vi snart går i gang med at udvide den sydligste terrasse. En af de taks har også fået plads i skrænten.

Resten af bedet bliver fyldt op med en hvid træpæon, storkenæb, sommer anemone, scabiose og katteurt (tror jeg den hedder), så farverne bliver holdt i de blå og hvide nuancer. Jeg venter dog lidt med at plante resten, da jeg på grund af manglende lugning har haft en del kvikgræs i en del af bedet. Resterne af rødderne skal lige have lov til at spire, så jeg kan få de sidste op.

I dag nød jeg faktisk, at gå rundt derude og høre de glade fuglefløjten. Rino kom hen og ville lege, så mon ikke hverdagen er ved at indfinde sig igen. Jeg tror det :-)

 

















Min dejlige glade dreng holder pause efter legetid. Han er også ved, at finde sig selv igen.