lørdag den 18. februar 2012

Flod i baghaven

Jeg troede aldrig, at et skulle sker her i haven, for i de 11 år vi har boede her har vi aldrig haft vand i haven. Altså hvis man lige ser bort fra diverse kar, fugle bade, trug og havedamme. Måske skyldes det, at jeg sidste år lavede lidt forhøjede bede i bedet ved mit drivhus. Jeg drømmer nemlig om, at få sat kanterne af med ru træstammer på ca 20 cm. i diameteren. På stien vil jeg gerne have marksten, da jeg elsker det narturlige look. Om det bliver sådan, må min ryg og fingerled vise. Ryggen er slidt, og mine fingre smerter som en i h....... :( Desuden tager Danny en stor del af min overskuds tid. Vi får af se.. Jeg har ikke opgiver drømmen, og er vant til, at bide tænderne sammen og klø på.

Så kan vi sætte os ned og pive, når vi bliver gamle - meget gamle :-)
Pas nu på jer selv derude.

onsdag den 15. februar 2012

Jeg har ikke glemt jer.

Men jeg har bare ikke rigtig haft tid til mine blogs. Jeg har dog siddet og kigget lidt på nettet. Her faldt jeg over et meget interessant indlæg vedrørende hunde tørkost. Det gælder også katte mad. Lad mig lige advare, at det kan for nogle være et MEGET stærkt indlæg. Det kan læses på min hundeblog, men du kan også komme til indlægget ved at trykke her.

lørdag den 28. januar 2012

Afdækning af dammen.

Nu gik den ikke længere med den grønne og milde vinter. Vi har i flere dage haft frost, og dammen var begyndt at fryse til. Der var allerede kommet en centimeter tyk is, så derfor lagde vi flamingo på. Det kan holde dammen nogle grader varmere, hvis det skulle blive rigtig koldt.


Flyver flamingoen ikke? Jo det gør den, hvis man ikke "limer" dem fast. Efter pladerne var lagt på, kom der flere spande varmt vand på, som holder pladerne på plads. Danny vores lille frække hund, skulle lige prøve, om pladerne kunne bære hans poter. Gudskelov gav de efter og han trak sig væk fra kanten. Hver gang der sker noget nyt, skal vi have et øje på hver finger, for alt skal udforskes.


Termometeret viser 2,3 graders frost her ved 16 tiden, men hvad den ikke viste, var at det også blæste en bidende vind. Så er det godt, at man kan trække ind i den lune stue med levende lys.

Ha' en dejlig aften derude i bloglandet.

lørdag den 21. januar 2012

Var foråret på vej?

Når jeg skriver sådan en overskrift, så er der fordi, at meteorologerne lover pænt med frost her i de nordøstlige egne den næste tid. Ja ned til små minus ti grader. Vil det hele nu fryse tilbage? Frosten betyder, at vi skal have lagt flamingo over havedammen, hvilket ellers ikke har været nødvendigt indtil nu. Mens vi er ved havedammen, så lader det til, at den sidste af vores baby koi er bukket under. Jeg har ikke set den længe, og det ligner et fiskeskellet, der ligger nede på 160 cm dybt vand.

Blåregn.

For nogle dage siden gik jeg en tur med kameraet i haven. Det kom der de billeder ud af.

Knop fra clematis.

Bladskud fra clematis.

Lidt dårligt billed af erantis.

Knop fra klatrehortensia.

Forårsvortemælken skyder op overalt.

Der er en del knopper i påskeklokkerne.

Juleroserne blomstre lystig.

Mischanthus skyder nedefra.

Påskeliljerne er godt på vej.

Vintergækkerne åbner sig snart.
Kan I alle nu have en rigtig go' weekend :-)

tirsdag den 17. januar 2012

Registrere hunde sygdom?

Ja, man skulle næsten tro det, når man så, hvordan hundene ændrede adfærd og, hvordan M slappede af under hans besøg her sammen med hans bedsteforældre. Egentligt var deres besøg her nok en form for flugt handling, da M er en temmelig alvorlig psykisk syg dreng på 10 år. Af bedsteforældrene havde ham, skyldtes ene og alene at forældrene skulle have et pusterum, så de kunne bruge deres tid på M lillebror. Bedsteforældrene er den eneste aflastning den meget hårdt ramte lille familie har. Kommunen har på trods af anbefalinger fra hospital om aflastning stadig valgt at give familien afslag på aflastning med begrundelse af at det gik godt i skolen. Hospitalet skrev også, at hvis ikke deres anbefalinger blev fulgt kunne M blive psykotisk igen.


Det var en fornøjelse, at se, hvordan særlig Danny tog M på en helt anderledes måde, end det vi er vant til at se. Han var meget forsigtig og passede på ikke, at gøre M fortræd. Det var som om han kunne mærke, at M er syg, men det var også meget tydeligt, at der var en gensidig kontakt mellem de to. Så vidt jeg har erfaret, så har M aldrig været voldelig og aggressiv over for dyr, som han desværre tit er overfor familien. Det tror jeg hundene kan mærke. M hyggede sig hele eftermiddagen sammen med Danny og Rino. De legede med hundenes aktivitets spil til stor fornøjelse for dem alle tre.


M var desuden ude og gå tur med Rino, hvilket Rino nød. Jeg fik endvidere et langt foredrag om marsvin, et dyr jeg selv havde som barn.

 
Jeg er selv ikke i tvivl om, at dyr kan mærke, hvis noget ikke er som det skal være. Vi så det med Rino og Namba i hendes sidste tid. 14 dage inden vi opdagede et meget grimt inficeret sår på hendes ene lår, viste Rino meget stor interesse for området, næsten en klæbende interesse. Vi fik det behandlet, men desværre vente det tilbage efter få dage med en fornyet styrke, og trods behandling endte op med et kæmpe krater. Vi og dyrlægen havde en formodning om, at det var cancer på grund af den meget specielle lugt, men også på grund af Rino’s opførsel.
Tilbage til M, som jeg kunne godt ønske fik et aflastningsophold et sted, hvor der er dyr, inden familien selv køre helt i sænk. Man skal ikke blive ved med at tro, at bedsteforældrene kan klare opgaven fysisk og psykisk, når forældrene allerede er kørt helt ned med så svært et handicappet barn. Jeg er næsten sikker på, at havde familien selv mulighederne for at give M et dyrehold, som er så godt for hans psyke, så have de gjort det for længst.
Jeg fik senere på aften en SMS om, hvordan M havde snakket om den sorte hund (Danny) og om, alt det han nu skulle gøre i drømmene sammen med Danny. Der er ingen tvivl om, at mine hunde har virket som positiv terapi på M.
Næste morgen fik jeg desværre en SMS på at M igen befandt sig i en psykotisk tilstand og var ekstremt aggressiv. Her har jeg en bøn til jer læsere – jeg kan se, at der er mange her på bloggen, men desværre kun meget få kommentar, hvilket også er helt i orden med mig. Her denne ene gang, vil jeg meget gerne høre om I har nogle erfaringer til, hvad denne her psykisk hårdt plaget familie kan gøre, når sygehusvæsen og de forskellige psykiske handicaporganisationer fortæller familien, hvilke rettigheder de har, men deres kommune blankt afviser at hjælpe?? Familien har flere gange overvejet, at flytte fra kommunen, men har valgt at blive grundet lillebroderen er faldet så godt til i skolen og har et godt netværk. Det ville gå hårdt ud over den sarte dreng, som har det hårdt nok i forvejen med M som storebror. Samtidig har familien ikke de økonomiske midler til at kunne flytte i noget større.
Bedsteforældrene er vore meget nære venner, som vi kan se er ved at køre ned på grund af M, men som sagt så har forældrene ikke andre muligheder for aflastning. Vi vil meget gerne hjælpe, men er magtesløs. Så derfor ved du hvordan man kan trænge igennem til en nægtende kommune? Så meld ud. PleaseJ
Familien har gennemlæst og godkendt dette indlæg.

lørdag den 31. december 2011

Et år er næsten forbi

2011 blev et år, hvor vi mistede vores højt elskede Namba den 14 marts. Det er utroligt så stort savnet stadig er. Men når man tænker på, hvor unik hun var, så er det vist ikke så svært at forstå - ikke for dem der kendte hende.
Næsten på samme tid, som vi måtte skilles fra Namba blev en prins født. Danny kom til verden den 9 marts sammen med hans tre skønne søskende, alle fuldsorte. Vi havde fornøjelsen af, at følge Danny i hans opvækst fra han var to uger gammel. Når man ser dem så tidlige, kan man ikke undgå stille og roligt at få en favorit hen ad vejen. Da han var omkring de fem uger, var jeg ikke i tvivl om, at det var ham jeg helst ville have. Danny virkede på mig som en selvsikker dreng, der ikke ville være den første, til at opsøge ballade. De næste tre uger var jeg meget spændt på, om vi ville få ham, da drengene skulle testes af politiet først. Da dagen kom, hvor opdrætteren ringede og fortalte, at Hr. Gul, som var min yngling, blev min, skal jeg indrømme,at jeg tudede efter samtalen af glæde. Bliver sgu stadig rørt, når jeg tænker tilbage.
Danny har vist sig, at være en rigtig kærlig, harmonisk energibundt, som er mere end villig til, at hjælpe til i haven. Gravede jeg et lille hul til en lille plante, ja så gravede Danny et hul til et træ og så videre. Nej året har bestemt ikke været kedeligt med ham i huset.

Gode gamle Rino har været så sød ved Danny hele tiden, selv om Danny til tider har været en rigtig terrorist over for Rino.
Da rino kollapsede i november måned troede vi, at vi var meget tæt på, at skulle sige farvel til endnu en hund i år, men nej. Rino er en figther. Han fik tre behandlinger med ledmanipulation, hvor han fik rettet sine skævheder i kroppen. Sammen med behandlingerne kom han til at svømme noget oftere i en periode. Det har sammen med en ordentligt kost bragt ham tilbage til et herligt hundeliv. Han havde noget slingrende gang i starten, men det er efterhånden sjælden, at vi ser det i dag. Han er kommet sig bedre end nogen havde turde håbe på. Så nu håber vi bare, at vi kan have ham i langt tid endnu.
I forbindelse med Rino's kollaps blev jeg kontaktet af en skøn pige, der tidligere havde været hans madmor i tre år. Hun fortalte, at han i hans forrige sted, havde været udsat for en mishandling, så som sult, tørst, slag og spark, hvilket jeg havde hans holder mistænkt for. Han ejede nemlig ikke Rino, hvilket vi fandt ud af, da vi ikke kunne få ham ejerskiftet. Det er en anden historie, og i dag er han vores på papiret. Rino vejer ca 10 kg mere end han gjorde, da vi hentede ham. Ifølge hans tidligere madmor er han kommet i himmeriget fra helvedet.

Jeg gav mine elskede drenge en lille julegave i år. Det er ellers ikke noget jeg plejer, da hundene ikke forstår det alligevel. Iøvrigt mener jeg, at de skal have en så normalt hverdag som muligt, også selvom det er jul. Jeg havde købt et DOG WORKER aktivitets spil til dem.


Rino fandt hurtigt ud af, hvordan den skulle drejes, så han fik sine guffer - han er også et kæmpe madører :-) Danny var mere interesseret i at løbe med træklodserne, hvilket han naturligvis ikke fik lov til. Til sidst blev han mere interesseret i, at løse opgaven. Jeg har aldrig set, så koncentrerede hunde med så glade øjne i et samarbejde som med DOG WORKER. Det er hjerne gymnastik for alle penge, og ikke det sidste spil jeg har købt.

I 2012 håber jeg fortsat at se en fremgang med Danny's træning. Han elsker at blive aktiveret, så jeg melder ham nok til et kursus i positivtræning, da jeg ikke synes, at vi kommer nogen vegne i PH i øjeblikket. Her lægger man vægt på, at der er 100% kontakt til hunden inden man går videre. Egentligt kan jeg godt forstå den holdning, men hold kæft, hvor er det kedeligt i længden. Jeg har en erfaring fra en tidligere hund, at skifter man taktik, kommer der en ny glæde ind og resultaterne stiger til nye højder.

Nu håber jeg at ryggen holder til mine ambitioner for 2012. Jeg er blevet scannet, hvor resultatet ikke var det mest opmuntrende. Ryggen er slidt i en alder af 46 år, og det kan kun blive værre i fremtiden. Selv med sygdom og smerter, så skal vi huske, at nyde livet sammen med dem vi elsker og holder af. Derfor skal lyde


Drengene har ligget stillet og kigget på det nytårsskyts der indtil nu er skudt af.

Godt nytår.

Her i 2011 har året været præget at glæder og sorger. Vi mistede den 14 marts vores elskede Namba, næsten 13 år gammel. Selv om der er gået så lang tid er savnet stadig ufatteligt stort. Den 9 marts blev vores skønne Danny født og vi fik ham hjem den 4 maj. Med Danny's ankomst satte det en bremse på have fornøjelserne for en periode, da jeg hurtigt fandt ud af, at han meget gerne ville hjælpe til - mere end godt var. Gravede jeg et hul til en lille plante, så gravede Danny et hul til et træ osv. :-)
2011 var også et år med smerter i ryggen, hvor jeg til sidst måtte jeg bide i det sure æble og få ryggen scannet. Diagnosen viste sig desværre at ryggen er slidt og det kun kan blive værre med tiden. Begge mine forældre havde også samme problem, så nu krydser jeg finger for, at mine børn ikke skal igennem det. Jeg er derfor kun glad for, at vi har fået lavet så mange af det grove ting i haven som vi har. Det der er tilbage er mindre projekter, som jeg håber på kan blive en realitet i 2012. Nu må vi se.

Tilbage er der kun, at ønske Jer alle dejlige haveblogger et


Rigtig godt nytår og på gensyn i 2012.