onsdag den 5. januar 2011

YES!! mine frø er kommet

Ja, det er de frø som jeg bestilte hos det svenske firma Impecta den 30 december. Jeg går nu rundt med små sommerfugle i maven af længsel efter at komme i gang med såningen. Det som jeg har fået hjem er staudefrø og lidt sommerblomster. Jeg har endnu ikke taget stilling til, om jeg i år skal købe færdige planter til drivhuset - altså agurk, tomat, peber osv. osv. Min erfaring med færdig købte planter er, at de ikke er lige så robuste, som dem man selv sår. Hvilke erfaringer har I?

Frø til stauder.
Her fra venstre er det frø til:
1. Echinacea purpurea "White Swan"
2. Agastache foeniculum "Golden Jubilee"
3. Eryngium alpinum "Superbum"
4. Lupinus regalis "Chandelier"
5. Primula vialii
6. Geum cultorum "Lady Stratheden"
7. Lupinus (Bonusfrø) "The Pages"

1. Lysimachia clethroides
2. Lamprocapnos spectabilis
3. Aquilegia chrysantha "Yellow Star"
4. Euphorbia polychroma
5. Geranium phaeum
6. Aquilegia viridiflora "Chocolate Soldier"

Frø til sommerblomster
1. Heliotropium arborescens "Marine"
2. Pelargonium pelatum "Tornado Lilac Cadix"
3. Pelargonium hortorum "Video Rose"
4. Petunia "Prism Sunshine"
5. Phlox drummondi "Ethnie Light Blue"
6. Lathyrus chloranthus "Lemonade"
7. Tropaeolum majus "Golden Globe"

 Frø fra Claus Dalby
Oppefra er det.
1. Claus' Valmuer
2. Rødblomsrende kvan og mørkløvet kvan
3. Rød havemælde.

Er der nogen af jer der har erfaringer med ovenstående planter, vil jeg blive meget glad for et par ord om, hvordan de er, og om de er nemme at have med at gøre, lette at så m.m.

mandag den 3. januar 2011

Havebøger

Af en eller anden grund falder jeg altid over en havebog, som jeg bare ikke kan leve uden. Den får jeg som regel i julegave, men bare ikke i julen 2010. Det er jo forståelig nok, da jeg fik en CANON objektiv, som jeg er rigtig glad for. Tilbage til bøgerne.

Jeg havde ønsket mig den engelske have, men den fik jeg som sagt ikke. Derfor skyndte jeg mig, at bestille den mellem jul og nytår. Den 31 december kom den med posten, og tænk jeg har endnu ikke haft tid til at læse den. Tiden får jeg nok, når jeg, om ikke så længe sender den bedre halvdel en tur til Filippinerne. Hvorfor jeg ikke skal med? Jeg har ganske enkelt ikke den udlængsel, og så jeg vil  heller være hjemme hos mine gamle hunde. Desuden er der ingen der kan give mig nogen garanti for, at flyveturen ikke vil påvirke min sygdom i negativ retning. Selv en kort køretur i bil har før lagt mig på langs i flere måneder, hvordan kan det så ikke blive efter en flyvetur? Nej, det har jeg ikke lyst  til. På en måde vil jeg alligevel komme med, da min kære husbond har lovet at skrive om sine oplevelser på hans blog. Men jeg glæder mig på hans vegne, og jeg glæder mig til at få tid til at læse den engelske have. Kender I bogen Den engelske have? Hvad synes I så om den?

søndag den 2. januar 2011

En tur på stranden

Det har været rigtig dejlig vejr her i dag. Vi, min mand og jeg tog en tur ned på Trouville stranden med vores dejlige hunde. Vi holder rigtig meget af stranden her ved Hornbæk - om vinteren, og har i mange år haft båden liggende i havnen.





Udover den smukke natur vi har her, er det nogle sjove og fantasifulde ting, som naturen selv kan skabe med de overisninger.



Vi går gerne i plantagen den ene vej, og langs stranden den anden vej. Vindretningen bestemmer hvilken vej vi tager først, for den kan være rigtig strid, og det er ulige noget bedre, at have vinden i ryggen end i ansigtet.

lørdag den 1. januar 2011

Solen smelter

... sneen i haven, selvom der kun er 1,3 grader her. Vi har, som billedet her viser stadig meget sneen liggende derude.


 Der er så mange smukke motiver, nu hvor sneen er begyndt at smelte. Man skal bare finde dem. Se bare den lille billedeserie her. Det er smeltevandet fra taget på mit drivhus.





Hvad synes I? Jeg er vild med at fotografere den slags billeder.

fredag den 31. december 2010

Godt nytår 2011

Jeg vil ønske jer alle et rigtig godt og lykkebringende nytår. Mon 2011 bliver et bedre år? Jeg håber det. Her har 2010 været præget af en del sygdom både hos hundene og os mennesker. Men 2010 var også et år, hvor vi fik lavet rigtig meget i haven ved hjælp af håndværkere. Vi fik lagt granit stier i en del af haven. Vi fik lavet ny træterrasse i Bankirai, et projekt der skal fortsættes ud på den sydlige terrasse i 2011. Vi fik sat nye vinduer og døre på syd, øst og vest siden af huset. Mellem vinduerne blev der beklædt med cedertræ. Dette arbejde er dog ikke helt færdig endnu, men bliver det i løbet af foråret 2011. Jeg fik lavet et meget meget flot pilehegn, som blev beklædt med blåregn og akebie.


På camping fronten blev 2010 et år, hvor vi købte et brugt standby telt på Vittsjö camping i Sverige. Det er en plads, jeg godt kan anbefale, hvis man vil nyde naturen og have ro omkring sig. Købet betød, at vi måtte flytte to pladser, så det var til at overse. Vi fik sat mover på campingvognen, da hverken min mand eller jeg har stærke rygge. Det har tit været et problem, at få vognen på 1700 kilo skubbet ind på plads, når vi har været på ture rundt i norden.




2011 skulle gerne blive et år, hvor jeg får min have lidt for mig selv - vi havde håndværkere gående det meste af sommeren 2010. Planerne er at få sået de staude frø, som jeg bestilte fra Impecta i går. Jeg skal prøve, at pode mit lille æbletræ for første gang nogensinde. Det bliver sjovt om det lykkedes. Det skal det bare. En af de første dage i det nyt år, skal jeg lige en tur ud i haven med saksen og beskær mine blåregn. Jeg har fem styks i haven i farverne pink, hvid og to forskellige blå. Det er også første gang jeg skal beskære dem, for de blev sat i sommer i forbindelse med årets projekt. Jeg håber og  tror, at 2011 bliver et spændende år på havefronten.

Rigtig godt nytår til alle bloggens læsere og Jeres familier. Må 2011 opfylde Jeres ønsker. Godt have nytår!

torsdag den 30. december 2010

Så blev havesæsonen skudt igang

Endelig en dag, hvor jeg bare kunne gå rundt og være morgen grim hele dagen. Hundene har været ude, men de kan ikke rigtig lide, at gå tur her i området. Og jeg forstår dem. Uanset hvor vi vender blikket hen, er der smidt salt over alt. Det må ikke være vinter og der må ikke være den mindste smule sne på offentlige stier, for de stakkels cykelister skal jo kunne cykle som altid. Der er bare ingen der tænker på dyrene. Vore tamdyr kan vi vaske poterne på og gør det, men hvad med de vilde dyr der må lide under udtørring af fødder, poter og lignende på grund af saltet? Nej, hundene har fået deres tisseture og de får ikke mere i dag. Det skyldes at jeg ingen bil har hjemme. I morgen kører vi igen over i skoven, hvor de ikke får ødelagt deres poter af salt, og der kan de få en lang løbe og lege tur

Hvad skal man så lave, når man ikke rigtig kan komme ud. Jo stuerne er blevet plyndret for den smule julepynt vi havde fremme.Desuden har jeg har netop afsluttet bestillingerne til en ny havesæson.. Så er foråret på vej, hvertifald i tankerne. Er den også det rent fysisk? Jeg har læst på flere blogs, at der er blevet iagttaget parringer hos fuglene. De vilde dyr plejer jo at have tjek på vejr, vind og forårets kommen. Så vi har da lov, at håbe på et snarlig genkig hos planterne ude i haven. Åh hvor jeg savner jer kære blomster!!

Jeg har som sagt bestilt frø hjem, og igen i år er det blevet hos Impecta i Sverige.

 I 2011 skal jeg have lagt mit drivhus bed og skrænten om, og der skal bruges en del nye stauder.

Der er kommet rigtig meget kvikgræs i  skrænten, så alt bliver ryddet og gennemsøgt for det mindste græsstrå. Bedet skulle gerne holde sine smukke farver i hvidt og blåt.


 Da vi har brugt mange penge på haven i 2010, har jeg valgt at så en del stauder selv. Det har jeg før haft stor succes med. Så spændende bliver det.



Jeg har desuden bestilt podekviste til mit Katja Balsgård æbletræ, som giver rigtig godt, og derfor håber jeg at det kan føde et par sorter mere. Jeg har aldrig prøvet at pode før, så det skal nok blive en udfordring. Men jeg elsker hjemavlet æbler, så det skal bare lykkedes.

søndag den 26. december 2010

Fiskehejren

I går fortalte jeg om min julegave - mit nye legetøj et CANON objektiv. Meningen med dette  juleønske var at få taget mange flere billeder i lighed med det her.


Billedet er taget sidste år med min mands CANON 50D, for på det tidspunkt havde jeg ikke fået mit eget CANON 7D. Pludselig så jeg hejren sidde inde i det tætte krat, og op kom kameraet. Jeg skal lige sige, at hejren er en meget sky fugl, som er utrolig svær at fange med et kamera. Vi har haft besøg af hejren i haven en del gange omkring vores koi dam, men den har aldrig haft gevinst hos koierne. Derimod har den taget vores guldfisk i den lille dam i forhaven. Om vi skal have guldfisk igen vides ikke, men det er så hyggeligt, når de kommer op og vil have en godbid. Ellers må vi nøjes med de kælende koier i dammen ;-)